Af Christine Roederer
Jack London har skrevet mange gode historier, som er blevet til mange gode film i tidens løb. Man husker måske mest Når naturen kalder (1903) og Ulvehunden (1906), fordi de fortalte om den hårde tilværelse under guldfeberen i Yukon. Men manden har faktisk også skrevet bøger om sine socialistiske holdninger, herunder Martin Eden, som måske var mere selvbiografi end fiktion.
Dannelsesromanen fra 1909 skildrer noget, man måske kender fra andre fortællinger i litteraturen: en ung, ufaglært (sø)mand ønsker drømmer pludselig omrømme om at blive en fin forfatter og smage det gode aristokratiske liv. Hvor Londons roman foregår i Oakland, rykker Pietro Marcello sin nye filmatisering til Napoli, Italien.
Hovedkarakteren er en robust sømand i form af Martin Eden (Luca Marinelli), som møder den smukke Elena Orsini (Jessica Cressy) ved et sammentræf. Han nyder den måde hun snakker på, og hendes aristokratiske opvækst inspirer ham til selv at blive bedre. Han læser alle de bøger, han kan finde, og investerer også i en skrivemaskine, så han selv kan skrive og blive udgivet.
Det bliver desværre det ene nederlag efter det andet, og Martin begynder også at miste den lyse glæde, der bliver erstattet med mørk bitterhed, som i sidste ende gør livet for Martin sværere og sværere.
Filmen har klart et æstetisk touch, der gør den svær at placere på en tidslinje. Pietro Marcello blander dokumentariske klip med ind i fortællingen i form af dækbilleder imellem hver akt. Det cementerer fortællingen i virkeligheden og gør den levende, og i de få scener glemmer man, at Luca Marinelli er skuespiller og ikke en virkelig person som alle dem fra dokumentarklippene.
Martin Eden er nemlig mere end bare en filmatisering: det er en genfortolkning af den originale historie, som Marcello har omdannet så meget, af den bliver noget nyt, noget opfindsomt og i sidste ende et filmisk moment. Det er klassehistorie om klasseforskelle, som trods en lidt langsom rytme formår at fascinere hele vejen igennem.
Luca Marinelli, der bærer hele filmen, blev udråbt som bedste skuespiller ved Filmfestivalen i Venedig, og man forstår godt hvorfor: hans blå øjne starter som et vindue ind i sjælen på en mand, som kun ønsker at udfolde sig. Men halvvejs igennem filmen, når Martin forstår, at han ingen chance i verden har, gør Marinelli noget helt specielt, for varmen i hans øjne bliver iskold og desillusionen, som karakteren går igennem, mærkes næsten på egen krop.
Det hjælper også med det flotte lys fra bugten i Napoli, hvis røde, blå og grå farver gør filmen til et specielt moment i en mørk biografsal. Martin Eden tager alt ved den klassiske fortælling af London og splitter den ad, før Marcello sammensætter den med genistreg efter genistreg. Måske lidt for meget, da rytmen i filmen bliver langtrukken omkring midtpunktet og efter slutningen af anden akt.
Filmen er inspirerende, og som månedens film i Cinemateket er den en oplagt mulighed for at se noget anderledes og en anelse filosofisk. For Martin Eden spørger dig: hvad er det at være menneske? Begrebet undersøges af karakterer fra forskellige baggrunde, gennem desillusion og storhedsvanvid, af elendigheden i fattigdom og skyggen af krigen, der ulmer i det fjerne.
Kommentarer